- Ender jeres uenigheder ofte i skænderier eller stilhed?
- Bliver misforståelser til usikkerhed og dårlig stemning?
- Er kærligheden ved at glide i baggrunden til fordel for praktik og logistisk?
Et godt og varigt parforhold handler sjældent om at være heldig med at finde den rette partner. Det opstår, når I begge tør se det svære i øjnene sammen. Når I lytter til hinanden uden at dømme og prøver at forstå uden at finde den skyldige – eller hvem, der har ret. Når det lykkes, vil I forstå hinanden bedre, og konflikter vil forvandles til vigtige samtaler, der bringer jer tættere på hinanden.
Alle par lander i reaktionsmønstre. Nogle af dem er opbyggende, mens andre er ødelæggende for forholdet. Det kan være svært at opdage og ændre disse mønstre, fordi de som regel sker helt automatisk, uden vi er bevidste om det.
Her er 8 konkrete trin til, hvordan I selv kan begynde at bryde de dårlige mønstre og styrke jeres relation:
1. Opdag hvornår I går skævt af hinanden
Før I kan ændre noget, må I blive opmærksomme på, hvornår ”filmen knækker”. Hvad sker der helt konkret? Prøv med nysgerrighed at hjælpe hinanden med at opdage de første tegn. Hvad blev der sagt og gjort? Hvad skete der inde i dig? Opstod der usikkerhed, irritation, utryghed eller andet?
2. Tal ud fra dig selv
Sæt ord på din egen oplevelse i stedet for at tolke på din partners intentioner. Tro ikke, at du ved, hvad der skete i din partner. Lad din partner tale ud og lyt med opmærksomhed og nysgerrighed. Måske er det svært at sætte ord på. Så husk på, at selv få ord kan skabe forståelse og gøre en kæmpe forskel, når de er ærlige.
3. Anerkend din partners version
I er forskellige og oplever verden forskelligt. Det er ikke sikkert, at du er enig i det, din partner siger eller har oplevet, men måske kan du bedre forstå reaktionen, når du lytter åbent. Det er befriende, når I begge kan anerkende, at I ser situationen med hver jeres øjne – og at det giver helt forskellige reaktioner inde i jer hver især.
4. Gør mønsteret til den fælles ”fjende”
Prøv at se på jeres uhensigtsmæssige mønster som en 3. part. Ingen af jer er skyld i situationen. Problemet er den dynamik, der opstår, når I som to forskellige personer med forskellige baggrunde kommunikerer. Og det kan være en stor lettelse at se den som en 3. part, I kan samarbejde om at ændre, frem for at ændre på hinanden. Find gerne et navn til jeres mønster, hvis det giver mening for jer.
5. Lav konkrete aftaler
Et trygt parforhold bygger på et jævnbyrdigt samarbejde, hvor I har tillid til hinanden. Lav aftaler, som I begge kan nikke ja til. Det kan fx være ”vi afsætter 10 minutter hver aften på at tale sammen uden skærme” eller ”du står for vasketøj, og jeg støvsuger”. Måske kan konkrete aftaler gøre det lettere at bryde jeres ”mønster”.
En aftale er kun gyldig, hvis begge parter har sagt god for den – ellers er det blot et ønske fra den ene part, som ofte fører til skuffelse.
6. Arbejd sammen som et team
Tal om, hvornår I fungerer godt sammen. Om hvordan I ønsker jeres relation skal være, når den er bedst. Fortæl hinanden, hvad I hver især har brug for, og hvad I ønsker fra jeres partner. Når du falder i fælden og tænker, at din partner “burde vide, hvad jeg har brug for”. Så husk, at ingen er tankelæsere. Fortæl det – og støt hinanden i at skabe de forandringer, I ønsker.
7. Dyrk de små øjeblikke
Kærlighed er som en muskel – den skal trænes og plejes for at holde sig stærk. Læg mobilen til side, og tal om, hvad der binder jer sammen. Afsæt tid til oplevelser sammen – det kan være alt fra rejser til gåture i hverdagen eller praktiske opgaver, I er gode til at samarbejde om. De små øjeblikke i hverdagen med øjenkontakt, et langt kram eller et godt grin gør en kæmpe forskel for jeres samhørighed.
8. Fejr jeres succeser
Vanens magt er stor, og det kræver opmærksomhed og vedholdenhed at ændre kurs. Når I opdager, at I har afværget et skænderi, eller at I er lykkedes med at grine sammen efter en svær situation, så husk at italesætte det – eller på anden måde fejre det. Hvert lille skridt er en sejr for jeres livskvalitet.
Hvornår er det en god idé med parterapi?
Det er meget svært at bryde dybe mønstre på egen hånd, netop fordi vi er følelsesmæssigt involverede, og reaktionerne sker automatisk. Mange håndterer det ved at lægge låg på problemerne for at undgå at komme i de svære situationer og følelser.
Det kan fungere i en periode, men følelserne hober sig op, og det går ud over nærheden og livskvaliteten. Hvis I gerne vil hinanden, men ofte misforstår, sårer eller på andre måder går skævt af hinanden, kan parterapi være en livsforandrende proces, der kan styrke jeres relation.
I parterapi eller parudviklingssamtaler har I et fortroligt og trygt rum, hvor I vil få en dybere forståelse af både jer selv og jeres partner, og få konkrete redskaber til at bryde de skadelige mønstre, der slider på jeres forhold.
Som professionel parterapeut kan jeg hjælpe jer med at få øje på de blinde vinkler, som I ikke selv kan se, og jeg kan hjælpe jer med at opbygge nye mønstre, der kan få jeres forhold på rette spor.
Er I klar til at tage det næste skridt mod et stærkere parforhold?
Vil I høre mere om, hvordan jeg arbejder med parterapi og parudvikling, er I meget velkomne til at kontakte mig for en uforpligtende samtale.