Svære relationer

Længes du efter nærhed og kærlighed?

Er du tit bange for at blive afvist eller forladt?

Har du svært ved at rumme dine følelser for andre?

Hvis du har det svært med nære relationer, eller bruger al din energi, når du er sammen med andre, kender du måske også til at føle dig stresset, forkert, anderledes eller ensom.

Vi har alle brug for nærhed, kærlighed og kontakt med andre mennesker. Men det er meget forskelligt, hvor stort vores behov er, og hvordan vi trives i relation med andre.

Det kan være utroligt pinefuldt, når de nære relationer ikke fungerer.

På et tidspunkt kan det fylde så meget, at vi får brug for hjælp til at forstå os selv bedre og få redskaber til, hvordan vi kan trives bedre i selskab med andre.

Gennem terapi kan du få hjælp til at forstå din historie og få hjælp til at se dig selv på en ny måde. Du kan få indsigt i, hvordan du fungerer i dine relationer, og få hjælp til hvordan du kan ændre dine tanker, følelser og handlinger, så du opnår større livskvalitet i dine relationer.

Book tid til en gratis afklarende samtale.

Svære relationer kan have mange årsager

Vi har alle været helt hjælpeløse, afhængige og sårbare som børn. Vores oplevelse af, hvordan vores forældre har passet på os og mødt os i de første leveår, har stor betydning for, hvordan vi knytter os til andre senere i livet.

Hvis vi som børn ikke har følt os elsket ubetinget og ikke har fået en tryg tilknytning til vores forældre, kan det give os problemer med nære relationer. Det kan betyde, at vi bærer på en ubevidst længsel efter kærlighed, nærhed eller anerkendelse, samtidigt med at vi føler en dyb foragt, skam eller benægtelse af denne længsel. Det kan medføre en dyb indre splittelse, hvor vi søger kærlighed eller anerkendelse, men når vi endelig får den, har vi svært ved at tage den ind.

Vi kan også få problemer med vores relationer, hvis vores forældre har overbeskyttet os, så vi ikke har lært at have tillid os selv og andre.

Er vi vokset op med forældre, der skændes meget eller med kun en forælder, har vi ikke set, hvordan et trygt parforhold kan være. Det kan også gøre det svært, når vi selv skal finde en partner. Vi må starte helt fra bunden og øve os. Når vi ikke trives, handler det faktisk mere om de ting, vi ikke har lært, end om de ubehagelige oplevelser, vi har med i bagagen.

Det handler ikke om, hvorvidt vores forældre faktisk har elsket os og gjort alt, hvad de kunne for at give os en god opvækst og opdragelse. Det handler om, hvordan vi har oplevet det som børn.

Der behøver ikke at være tale om en dårlig barndom, dårlige forældre eller omsorgssvigt. Vi kan sagtens vokse op i gode, velfungerende hjem og få problemer med parforhold, venskaber eller andre relationer.

Nogle af os er født med egenskaber, der gør det energikrævende at være sammen med andre. Det kan for eksempel være, du er introvert eller har en grad af social angst. Er du ikke blevet mødt med forståelse og accept af disse egenskaber, kan du også selv have svært ved at anerkende og håndtere dem.

Andre har haft oplevelser og erfaringer i voksenlivet, som gør det svært at have tillid til dem, vi møder, selv de nærmeste venner og familie. Det kan være løgne, utroskab, afvisninger, brudte løfter eller andre oplevelser, og det kan give problemer i forholdet til familien, kæresten og vennerne.

Svære relationer

Få hjælp til at styrke dine relationer

Hvis du ofte er jaloux, irriteret eller har mistillid til dine relationer, kan du få stort udbytte af at søge hjælp til at forstå og styrke dine relationer.

Du kan ikke ændre på de andre – men du kan ændre, hvordan du opfatter dig selv, dine nærmeste, og hvordan jeres relation skal være. Og du kan ændre dine tanker og handlinger – og dermed også den dynamik, du selv bidrager til i relationer med andre.

Ved hjælp af støtte og de rette værktøjer kan du få indsigt i baggrunden for dine problemer og handlemønstre, og du kan lære at skabe den forandring i dig selv og dine relationer, som du ønsker.

Book tid til en gratis afklarende samtale.

Overvældet af kærlighed

Bliver du nogle gange overvældende tiltrukket af andre? Det kan være som en forelskelse, hvor du bliver helt fyldt med beundring og varme følelser, og du har bare lyst til at være sammen med personen. Det kan være med eller uden den seksuelle tiltrækning. Og føles det lidt forkert og forvirrende? Måske oplever du, at fornuften står af?

Du kan jo være forelsket, og men det kan også handle om andre ting.

Mange bærer på en dyb længsel efter kærlighed, især hvis de ikke har fået en tryg tilknytning til deres mor eller far som helt lille. Det kan være rigtig ubehageligt, når følelser og fornuft slet ikke hænger sammen.

Det kan udspille sig som en ”afhængighed af kærlighed”, hvor du søger en symbiotisk kærlighed til en partner eller ven, som ikke kan gengældes. Det bliver en besættelse af idéen og illusionen om, hvad forholdet kunne udvikle sig til. Du kan være drevet af en tro på, at du vil opleve den ultimative kærlighed til sidst, hvis du bare elsker den anden højt nok, tilgiver nok, bøjer dig nok og hjælper nok.

Hvis det påvirker din livskvalitet og dine relationer uhensigtsmæssigt, kan det være en god idé at undersøge, hvad følelserne handler om, og få støtte til, hvordan du kan håndtere dem, så du kan få de relationer, du ønsker.

Du kan lære at få bedre sammenhæng mellem følelser og fornuft, og jeg har gode erfaringer og redskaber til at støtte dig i processen.

Sådan kan samtalerne foregå

I klinikken i Holbæk

Samtalerne foregår i den hyggelige klinik i Holbæk på Smedelundsgade 22A, 1. th.

Online

Samtalerne foregår via din computer, tablet eller telefon - hvor det passer dig.

Walk and Talk

Samtalerne foregår, mens vi går en tur fx ved fjorden i Holbæk.

Samtalerne kan foregå fysisk i den hyggelige klinik i Holbæk eller online. Booker du en online samtale, vil du modtage en særskilt mail med et link til mødet.

Samtalerne kan også foregå, mens vi går en tur. Derved udnyttes den friske luft, bevægelsen og naturen i processen. Det kan være en mere behagelig og effektiv terapiform, hvis du fx har stress eller uro i kroppen.

Klientudtalelser

Marie har en unik evne til at skabe et trygt og åbent rum, hvor jeg har kunnet udforske mine tanker, følelser og mål uden frygt for at blive dømt. Hun stiller præcise, reflekterende spørgsmål, der har hjulpet mig med at få dybere indsigt i mig selv og de udfordringer, jeg står overfor.

Hendes tilgang er altid varm, autentisk og motiverende. Det har gjort, at jeg har kunne gøre store fremskridt og opleve personlig vækst.

Jeg kan på det varmeste anbefale Marie til alle, der ønsker at få støtte til at udvikle sig, vokse og opnå større klarhed i livet.

Kvinde, 25 år.

Jeg har fået en utrolig givende og varm støtte fra Marie til at komme videre efter min mand døde. Nu kan jeg igen være nærværende over for børnene, og jeg er blevet bedre til at passe på mig selv. Den vildeste oplevelse i forløbet var en øvelse, hvor min knugen i brystet forsvandt i løbet af en halv time. Først tænkte jeg, at det ikke kunne passe, men den er stadig ikke kommet tilbage. Jeg kan varmt anbefale at prøve det.

Kvinde, 49 år.

Jeg kan varmt anbefale Marie, som har været en kæmpe hjælp for mig!

På forholdsvis kort tid har jeg rykket mig mere, end jeg troede muligt. Marie formår at skabe et trygt og nærværende rum, hvor man føler sig set, mødt og forstået.

Hver session har givet mig nye indsigter, og jeg er altid gået derfra med følelsen af at være lettere og mere klar i hovedet. Mine omgivelser har mærket samme positive udvikling for hver gang.

Det har virkelig været en øjenåbner, og jeg er så taknemmelig for den udvikling, jeg har været igennem. Kan kun give mine varmeste anbefalinger!

Kvinde, 24 år